Hvem er du?

Spørg dig selv, hvorfor DU fascineret af og interesseret i tarot? Hvordan vil du bruge Tarot. Hvad er din indfaldsvinkel?

Der kan være mange grunde og mange anvendelsesmuligheder.

Konkret kan du bruge tarot som et værktøj til at afklare spørgsmål indenfor områder som job og karriere, uddannelse, dine relationer til andre mennesker, forståelse af konkrete situationer og til at afgøre tvivlsspørgsmål og dilemmaer, samt for at opnå større erkendelse af dig selv.

Ved at gå i dialog med billedernes symbolsprog kan du få noget at vide, du ikke vidste eller du kan få nogle ny perspektiver på tingene. Eller også kender du allerede svaret, men tarot kan hjælpe dig til afklaring, til at tage ansvar og til at vælge.

Det er kun dig selv der sætter grænserne.

Men her er nogle eksempler:

  • Du kan bruge tarotkortene til selvrefleksion
  • Du kan bruge tarotkortene til at læse for andre.
  • Du kan bruge tarotkortene som udgangspunkt for bekræftelser, visualiseringer, fantasirejser og meditation.
  • Du kan bruge tarotkortene som udgangspunkt for at skrive små fortællinger eller som del af et større kreativt arbejde.
  • Du kan tegne eller male dine egne tarotkort.
  • Du kan lave collager af dem eller bruge dem som bogmærker.
  • Du kan for sjov lægge dem for personer i tv-serier eller film, eller eventyr eller romaner, eller du kan bygge forskellige oplæg op over film eller bøger.
  • Du kan lave dine egne oplæg.
  • Du kan blande flere sæt og læse med dem.
  • Et cetera.

I første omgang er mit formål med dette kursus at fortælle om, hvordan du kan bruge tarot som et redskab til selvrefleksion og selverkendelse, og jeg bygger det på en forståelse af tarot, hvor jeg ser på hvordan energi (udtrykt gennem elementerne) manifesterer sig på forskellige måder (udtrykt gennem talsymbolik) – men det kommer jeg ind på når jeg behandler elementer og talsymbolik. Men det er blot én tilgang – min tilgang. Min opfordring til dig er, at du finder din egen tilgang – og at det er som en leg.

Derfor er mit udgangspunkt i dette indlæg, hvordan du selv kan arbejde med kortene, mere end på hvad kortenes betydninger er – selvom jeg vil komme med mine egne bud i løbet af kurset.

Kortene fra Universal Waite er dem, jeg henviser til på denne blog – men vi vender tilbage til valg af tarotsæt. 

Det er min opfattelse, at for at blive en god tarotlæser, må du kende kortene godt – og dig selv. Det betyder også, at du må bruge din fantasi og din intuition og selv skabe de meninger kortene har for dig. Fremfor at slå dem op i en bog. Der findes utallige bøger om tarot med utallige betydninger for de enkelte kort. De udtrykker forfatternes subjektive arbejde med tarot – ligesom denne blog gør det. Det betyder ikke at de ikke er værdifulde eller inspirerende. Det kan de sagtens være. Men de er ikke Sandheden.

Derudover vil du med tiden opleve, at nogle kort pludselig viser en bestemt indfaldvinkel, som giver mening i dét oplæg/dén situation/dén kontekst – så derfor er det særdeles vigtigt ikke at have nogle forudfattede meninger om, hvad kortet skal betyde. Det kommunikerer også med de andre kort i oplægget, med dig som fortolker, og med den som modtager tarotlæsningen.

Når vi taler om symboler er der nemlig ingen facitlister. Og det gælder naturligvis også tarotkortenes symboler.

Dét er en vigtig pointe:  Der er ingen facitlister, ingen faste meninger eller betydninger, og derfor er det netop spændende. Der er lige så mange fortolkninger og måder at bruge kortene på som der er mennesker, der arbejder med dem. Mulighederne er ubegrænsede, og derfor bestemmer du selv i hvilken retning du vil gå på din rejse ind i tarotkortenes verden.

For det handler jo om, hvordan DU vil bruge kortene. Så du kan starte med at gøre dig nogle overvejelser over, hvorfor du finder tarot spændende. Hvorfor sidder du og læser om det her? Hvad forventer du at få ud af at arbejde med kortene? Hvad fascinerer dig ved dem? Hvad vil du gerne bruge dem til?

Skriv det ned. Hvis du undervejs skriver dine overvejelser ned om, hvordan du vil anvende tarot og om de betydninger, du synes tarot generelt og kortene specifikt har for dig, vil du også kunne følge din egen udvikling i dit arbejde med og i din forståelse af tarotkortene.

Derfor kan jeg anbefale dig at anskaffe dig en tarotdagbog eller scrapbog. Eller – hvis du allerede skriver dagbog at indlemme dine overvejelser over i denne. Og hvis du ikke skriver dagbog vil du måske opdage at det at skrive en tarotdagbog leder til at skrive en egentlig dagbog.

At arbejde med tarot er for mig at se en kreativ aktivitet, der involverer og sætter gang i andre kreative aktiviteter. De “smitter” hinanden.

Men det første spørgsmål du kan stille dig selv er altså, hvem er jeg og hvad er min indfaldsvinkel til tarot. Og hvis du vil lege med det, så kan du sætte dig i Narrens sted, i Ypperstepræstindens sted eller i Magikerens sted – eller mere ydmygt i nogle af de figurer, du møder i Den Lille Arkana fx i den rige fyr i Ni bægre eller tiggerne i Fem Mønter eller kvinden i To mønter. Eller er du én af kongerne eller dronningerne – eller Bægrenes page, der står og ser forelsket på sin fisk.

Hvem er du? Det forunderlige er jo, at tarot er som et kalejdoskop. Du er måske en anden i morgen.

Her tænker du på “Hvem er du?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *