Mønternes Es

Her kombineres Essernes ét med Jordelementet. Gaven i Mønternes es er selve Jorden – og den mulighed for liv den tilbyder. Gaven i Mønternes Es er Al Jordens herlighed.

Jord er det materielle, det håndgribelige, det der umiddelbart kan vejes og måles. Da vi her har at gøre med Esset er det Jord i dens pureste form; jorden som det uforarbejdede, det paradisiske. Men også med den jord, der med omtanke og det møjsommelige daglige arbejde giver os naturens rigdomme, overfloden. Det drejser sig om at finde den hårfine balance, som tillader os at høste jordens frugter, uden at udpine den helt. Desværre ser det ikke ud til at vi har forstået dette ansvar.

En hånd kommer og ud af en sky og rækker nu en stor strålende mønt frem. På Mønten ses en femtakket stjerne, på engelsk “a Pentacle”. Igen indikerer strålerne af hvidt lys, at der her er tale om en guddommelig hånd, og altså om en guddommelig gave, der tilbydes os.

Dette Es udmærker sig ved ikke at have de små yod-tegn dalende ned fra Himlen. Det er fordi, at Guds energi og skaberværk nu har materialiseret sig i form af naturen, af jorden og dens specielle magi, som det er vores opgave at værdsætte og beskytte.

Bemærk at vi befinder os i en have, omgivet af en rosenhæk, og med opretstående, hvide liljer. Liljerne indikerer renhed, og roserne i busken kærlighed. Vi skal møde disse symboler flere gange i tarotten. Men med til denne (og de andre) gaver hører renhed og kærlighed. Vi er beskyttet af rosenhækken, men vi har muligheden for at vandre ud af haven. Sammen med gaverne får vi altså muligheden for frihed, for at drage ud og søge lykken i verden. Fristende tinder lokker. Er det mon ikke Narrens rejse, vi kan begive os ud på?

På den måde er Mønternes Es – for mig – et af de kort som Rachel Pollack beskriver som “Indgangskort”. Det er en portal ind i tarotkortenes og symbolernes eventyrlige og forunderlige verden, hvor alt kan ske. Og det er også et af de smukkeste og mest enkle kort i tarotten.

Divinatorisk betydning
I oplæg kan Mønternes Es betyde rigdom, material lykke, tilfredshed, tryghed, arbejdsomhed og naturens skønhed og overflod

Opgave
Hvis du skulle gå ud af åbningen og ud i verden, hvor ville du så komme hen? Og omvendt: Hvis du blev i haven, hvad ville der så ske?





Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *